Menu

Historie

 

Esbjerg IF 92 - en fusionsklub

Fodboldfusion i efteråret 1992 mellem to kendte og traditionelle Esbjerg Klubber i Østerbyen ØB og B47 er baggrunden for Esbjerg IF 92. Første spillende sæson i 1993. Begge klubbers baneanlæg lå tæt på hinanden, B47 i Veldtofte Idrætspark og ØB i Skibhøj, og idet det kneb mere og mere for begge klubber med faldende ungdomsmedlemmer, voksede behovet for at gå sammen i en klub. Vurderingen var den, at der var klare fordele i at fusionere frem for at samarbejde som to ligeværdige klubber. Og ved at blive en Idrætsforening at kunne byde andre idrætsgrene indenfor i foreningen.

Forhistorie
ØB startede op i 1950. Flere unge mennesker i Gammelby (hed det dengang) tog initiativet til oprettelse af en fodboldklub og denne blev stiftet 17. Maj 1950. Det var under meget trange forhold, idet klubben ikke havde baner til træning eller kampe. Derfor gik bestyrelsen og nogle medlemmer to år senere i gang med på frivillig basis at anlægge boldbaner på et stykke jord kommunen havde stillet til rådighed. To år senere kunne man indvi eget baneanlæg i Måde, som har været banerne for klubben indtil 1987, hvor klubben flytter til nuværende anlæg i Skibhøj, Lykkegaardsvej med nyopført klubhus.

B 47 startede op 25. November 1947. Under og efter krigen var der en hel bunke små klubber i Esbjerg. Disse klubber var nærmest at betegne som gade- eller kvarterklubber. Tre unge mænd satte sig for at prøve en samling af disse klubber og samtidig tilmelde sig JBU, DIF og EIF. Den første bestyrelse bestod af fire mænd. Et hus og en forretningsindsamling gav så mange penge ind, at klubben kunne investere i hele to fodbolde (en junior- og en seniorbold). En fodboldbane hvor nu Langelandsvej-Sejerøvej og Saltholmsvej ligger.

Senere baner på Stadion og midt i halvtredserne det virkeligt glædelige, flytning til nyt anlæg i Veldtofte Idrætspark. Midt i firserne indviede klubben nyt klubhus.


Fusionsklubben
Klubben spiller på to anlæg Skibhøj og Veldtofte. Fordelingen i hovedtræk: Turneringskampe spilles fortrinsvis i Skibhøj, hvor også ungdomsholdene træner, medens seniortræningen foregår i Veldtofte. Begge steder fra de to klubbers egne klubhuse. Sandt at sige gode faciliteter for klubben. Det kræver dog meget af klubben økonomisk at have sine egne klubhuse. Venneforeninger (B47`s Venner og ØB`s Venner) i de to fusionsklubber er i hovedtræk klubbens økonomiske bagland.

Sportsligt
Senior: De to fusionsklubber har hver for sig rangeret højere end i dag. Esbjerg IF 92 har spillet i JBU`s højeste række Jyllandsserien, i kvalifikationsrækken (2005) og i serie 1. B47 har været i 3. division to gange, først midt i 60'erne og siden midt i 70'erne, og ØB i Danmarksserien i starten af 80'erne.

Ungdom
IF92 havde samarbejde med naboklubben Jerne IF i en del år. Samarbejdet var i følgende årgange: Lilleput-, Drenge-, Junior-, og Ynglingeafdeling. Samarbejdet ophørte d. 1/7 2012.

Pokaleventyr
I 2012 nåede klubbens førstehold et nyt højdepunkt, da man spillede pokalkamp mod EfB på Blue Water Arena. Omkring 3.000 mennesker overværede dysten mod superligaholdet, som endte med et hæderligt nederlag på 3 - 0. Det var et stort arbejde at stable sådan et arrangement på benene, men både spillere, ledere, sponsorer og tilskuere fik en stor oplevelse. I 2014 var det SønderjyskE, som gæstede Skibhøj Anlæg og vandt 3 - 0, bl.a. på to mål af Marvin Pourie.

Jubilæum
I september 2017 blev klubbens 25 års jubilæum fejret en hel weekend med bl.a. en kamp fredag aften mellem spillere fra de to moderklubber og efterfølgende 3. halvleg. Lørdag blev jubilæet markeret med reception og jubilæumsfest, og søndag afvikledes de første klubmesterskaber for ungdom.  

Læs jubilæumsbogen

POKAL-EVENTYR 2012

POKAL-EVENTYR 2014

Luk